Vinderne: DM i Fagene 2020
Vinderne i alle fag er fundet - stort tillykke
Biologi
Markus Villum Grevsen
Forberedelsesskolen 9.B
Historie
Clara Salzinger
N. Zahles Seminarieskole 9.Y
Matematik
Sven Li
Skipper Clement Skole 9.C
Dansk
Caroline Hansson
Aarhus International School 9. klasse
Engelsk
Jordan Ernstsen
Lukasskolen 9. klasse
Hold
Robert Sølyst Lildholdt, Emil Brynskov, Magnus Nyegaard, Magnus Møller Nielsen
Trekronerskolen, Sankt Josef, 8. klasse
Overraskende opgaver til landsmesterskaberne
Den 22 januar kommer 450 af landets dygtigste 7.-, 8.- og 9.-klasseselever til Dokk1 i Aarhus og konkurrerer i deres yndlingsfag.
Her er et sneak peek på de fede opgaver, som deltagerne møder til landsmesterskaberne.
Danskopgaven i samarbejde med Danmarks Radio
I modsætning til de seneste års danskopgave, er denne opgave alt andet en stillesiddende. Deltagerne træder ind i journalistens verden. Med pressemøder og levende kilder udspiller historien sig for øjnene af deltagerne. Vi får besøg af eksperter, en politimand og skuespillere, der påtager sig væsentlige roller. Deltagerne bliver udfordret sprogligt, analytisk og på deres overblik.
Biologiopgaven i samarbejde med Randers Regnskov
Biologen Asser fra Randers Regnskov kommer sammen med tre levende dyr til Dokk1 (En slange, en skorpion og en fugleedderkop), hvor eleverne skal gå i dybden med biodiversitet - for hvorfor er det egentlig vigtigt? Og hvordan formidler man naturen på en spændende måde?
Historieopgaven i samarbejde med Nationalmuseet
Omdrejningspunktet for historieopgaven er Stasis hovedkvarter og en tænkt historisk begivenhed, hvor tre mistænkte har gravet en tunnel til Østtyskland. Deltagerne skal arbejde som Stasiagenter og ud fra de oplysninger, de får, og det materiale de har, gennemskue hvem, der er begrundet mistanke for at overvåge.
Engelskopgaven i samarbejde med Dansk Video Tekst
Engelskdeltagerne kommer helt tæt på et nichefag. De skal arbejde ligesom en oversætter. Det engelske sprog kommer i spil på flere niveauer - de skal lytte og forstå, forberede og tale samt tænke og skrive.
Matematikopgaven i samarbejde med Salling Group
Er Salling Group effektive nok? Det spørger vi matematikdeltagerne om. Effektivitet handler dog ikke kun om at opnå den hurtigste tid eller det største antal i produktionen - matematikdeltagerne må nemlig ikke gå på kompromis med arbejdsmiljøet og sikkerheden.
Holdopgaven i samarbejde med Landbrug & Fødevarer
I den tværfaglige holdkonkurrence skal holdene på 4-6 deltagere gå i dybden med de metoder, dansk landbrug benytter sig af. For hvordan kan resten af verden lære af et landbrug i verdensklasse med ambition om at være klimaneutral i 2050? De danske køer er eksempelvis meget klimaeffektive i forhold til mange andre steder i verden.
Programmet til landsmesterskaberne
De sidste forberedelser til landsmesterskaberne er i gang - og vi har programmet klar
Kender du en, der skal deltager? Sådan bliver du tilskuer
Dokk1 er altid åben, så kommer du forbi Dokk1, er der fri adgang til arrangementet (uden transport og forplejning)
Program
09.15 – 10.00: Indskrivning og morgensnacks (foran cafeen)
10.00 – 10.15: Velkommen til Landsmesterskaberne (rampen)
10.30 – 12.30: Landsmesterskaberne i dansk, matematik, biologi, historie og engelsk
12.00 – 12.30: Frokost for holddeltagere og tilskuere (foran cafeen)
12.30 – 13.00: Frokost for individuelle deltagere (foran cafeen)
12.45 – 13.00: Velkommen til holdmesterskabet (rampen)
13.15 – 15.15: Landsmesterskabet i holdopgaven
15.15 – 15.45: Eftermiddagssnack og fælles foto foran Dokk1 (Hovedsindgangen)
15.45 – 16.30: Danmarksmestrene kåres (rampen)
16.30 – 17.00: Busafgang
Vil du med som tilskuer?
Har du en elev, et barn eller en klassekammerat, der er gået videre til landsmesterskaberne, så har du muligheden for at komme med som tilskuer. Det er deltageren, der inviterer sine tilskuere via det gæstelink, som vi sender med i invitationen.
Af sikkerhedsmæssige årsager, er det et krav, at alle tilskuere bliver tilmeldt.
Vi gør dog opmærksom på, at vi ikke planlægger underholdning og aktiviteter for tilskuere, og at dagen i høj grad vil bestå af ventetid.
En deltager må invitere så mange tilskuere, de har lyst til.
Pris pr. tilskuer: 135,- (Inklusiv forplejning på dagen)
Tilskuertransport med DM i Fagene bus:
Tilskuere fra Sjælland: 400,- tur/retur
Tilskuere fra Jylland: 250,- tur/retur
Efter landsmesterskaberne fakturere vi deltagerens skole for tilskuernes deltagelse. Er det ikke skolen, men tilskueren selv, der skal betale, håber vi, at I selv vil ordne det.
Elevrådsformand på vigtig mission
Silje Sand går i 9. klasse og er elevrådsformand på Vinding Skole i Vejle, hun ønsker en skoledag der er varieret og mere motiverende for eleverne. Derfor har hun sammen med elevrådet afviklet konkurrencen DM i Fagene for alle skolens udskolingselever
”Jeg vil egentlig bare give eleverne flere rigtig gode dage og bidrage til en varieret skoledag. Efter et besøg fra Danske Skoleelever tog jeg et kig på vores muligheder og præsenterede de bedste for elevrådet, vi blev enige om, at DM i Fagene lød som en spændende konkurrence for vores skole – og så gik vi ellers i gang,” siger Silje Sand.
Silje aftalte derefter med skoleledelsen, hvilken dag det kunne lade sig gøre og derfra gik det stærkt. Silje fik koordineret med de frivillige fra DM i Fagene, hvornår de skulle komme og hjælpe med afviklingen, hun indkaldte til elevrådsmøde for at drøfte DM i Fagene, og hun sendte information ud til eleverne, så alle var klar.
En spændende og motiverende dag
Siljes initiativ blev den succes, hun havde håbet. De seks klasser i udskolingen sad på dagen klar med bøger, computer og noter, klar til at løse opgaver for Salling Group, Nationalmuseet, Randers Regnskov, DR, Landbrug & Fødevarer og Dansk Video Tekst.
”Caseopgaverne er fede, de giver et godt perspektiv, hvor man kan se, at det man lærer og det man kan, rent faktisk kan bruges til noget i virkeligheden. Det er en interessant måde at lære på, og jeg synes, vi skal gå efter mere samarbejde med virksomheder i fremtiden,” siger hun.
Eleverne på Vinding Skole er blandt de 10.000 elever, der nu har tilmeldt sig konkurrencen. De bedste fra hver region går videre til landsmesterskaberne i Aarhus, hvor 400 elever vil kæmpe om titlen som Danmarksmester i fagene matematik, dansk, engelsk, biologi, historie og den tværfaglige holdkonkurrence.
”Nu håber jeg bare, at nogen fra Vinding Skole går videre til landsmesterskaberne.”
Landsmesterskaberne nærmer sig
Når de regionale mesterskaber på fredag er slut, går DM i Fagene ind i næste fase, som er de intensive forberedelser til landsmesterskaberne.
De to vigtigste ting i den forbindelse er at finde vinderne og få udviklet de bedst mulige, de mest motiverende og fagligt udfordrende opgaver i samarbejde med casevirksomhederne.
Finalisterne offentliggøres i starten af december
"Jeg glæder mig til at offentliggøre, hvilke elever fra de forskellige regioner der er gået videre og får lov til at prøve kræfter med opgaverne til Landsmesterskaberne. Alle navne er klar i begyndelsen af december," siger projektmedarbejder, Jon Poulsen.
Opgaverne bliver finpusset
"Opgaverne til Landsmesterskaberne er snart klar, de er blevet udviklet med virksomhederne og er nu på vej til at blive tilrettet og finpusset af undervisningsinstitutioner og fagpersoner," siger projektleder, Tina Hamborg.
Sidste chance for at være med
I denne uge er det sidste chance for at tilmelde sig DM i Fagene.
På fredag lukker DM i Fagenes online portal for adgangen til at tilmelde sig årets konkurrence. Samme dag afvikler vi det sidste regionale mesterskab, det foregår på Høng Skole.
Eleverne kan sagtens når at være med endnu, så er der et par elever, der godt kunne bruge en ekstra udfordring eller har du en dobbeltlektion, som kan bruges på at give eleverne en motiverende udfordring, så er de næste par dage sidste chance.
Det er en perfekt vikaropgave og har eleverne allerede været med en gang, så er de altid velkommen til at prøve kræfter med et andet fag, man må faktisk deltage i alle fag.
Elever løser opgaver på Nationalmuseet
Hver eneste gang en elev bliver motiveret og får en bedre skoledag, når de deltager i DM i Fagene, så bliver vi stolte.
I denne uge havde vi sammen med Nationalmuseet, som er casevirksomhed i historiekonkurrencen, arrangeret, at to klasser kunne komme ind på Nationalmuseet og deltage i DM i Fagene. Det havde de to 9. klasser på N. Zahles seminarieskole takket ja til. Dagen startede med en rundvisning i den nye Tysklandsudstilling, som relaterer sig en smule til historieopgaven i DM i Fagene. (De fik ingen fordel af rundvisningen)
"Vi har været med til DM i Fagene i et par år - hidtil har det hele foregået ved at eleverne logger ind fra deres egen skoleklasse, men i år har vi prøet som en test at få eleverne ind på Nationalmuseet og løse opgaver her, det synes vi, er super fedt," siger Andreas Tolstrup, Nationalmuseet.
I år fik to klasser muligheden, men ambitionen er, at flere klasser skal få muligheden næste år. Forhåbentligt på Nationalmuseet igen, men måske også hos andre af vores casevirksomheder.
"Når man sidder på Nationalmuseet, giver det en følelse af, at man rent faktisk er med til DM. Det gør, at man får lyst til at gøre sit bedste," siger Carl, der er elev på N. Zahles Seminarieskole
Resume af opgaverne
Engelskopgaven, Dansk Video Tekst
Du arbejder for Dansk Video Tekst og har været på rejse rundt i flere lande for at lave en ny sjov YouTube-video, hvor folk fra de forskellige lande og kulturer fortæller om, hvad de synes, er det mest mærkelige ved Danmark. For at være sikker på, at alle fra Danmark forstår din video er du nødt til at lave undertekster til den.
Hovedrolle: Eleven er vlogger og skal forsøge med spændende undertekster at få flere views og subscribers på YouTube-kanalen.
Danskopgaven, Danmarks Radio
Du arbejder som journalist på DR og har set noget opsigtsvækkende på vej på arbejde. En flok elever på den lokale skole er blevet sat til at samle skrald ind i området. En af eleverne har slet ikke lyst, en anden synes det er fedt, byens pensionister er lykkelige, fordi byen bliver renere, og tysklæreren frygter, at det går ud over elevernes læring. Med de forskellige holdninger ved du, at man kan lave den fedeste artikel, og du prøver at overbevise din chef om, at historien er god.
Hovedrolle: Eleven er stjernejournalist for DR og skal belyse det vigtige samfundsproblem, at der havner alt for meget skrald i naturen – historien tager udgangspunkt i et nyt tiltag på den lokale skole.
Matematikopgaven, Salling Group
Du er Tetris-mester på Salling Groups lager. Det er dig, der har ansvaret for, at der kan være så mange banankasser på pallerne som muligt – jo flere, der kan være, jo mere miljøvenlig transport. Du har desuden den vigtige opgave at regne på, hvordan man mindsker madspild i Netto-butikkerne ved at udtænke en plan, så kunderne køber flere enlige bananer.
Hovedrolle: Eleven er helten, der kan mindske madspild.
Historieopgaven, Nationalmuseet
Nationalmuseet mangler en vigtig fortælling fra tiden under den kolde krig. De har bedt dig om at tage en tur i tidsmaskinen for, som den stjernejournalist du er, at interviewe Christian, der levede under den kolde krig. Uden dit bidrag er verdenshistorien ikke fuldendt.
Hovedrollen: Eleven er en stjernejournalist, der rejser tilbage i tiden og henter vigtig information om den kolde krig.
Biologiopgaven, Randers Regnskov
Randers Regnskov har købt et stort regnskovsområde i Bigai, men skal bruge din hjælp til at udvikle en ny metode, som kan dokumentere flere ukendte dyrearter. Du skal også hjælpe Randers Regnskov med at forklare, hvorfor den tropiske regnskov i Bigai er rigere på dyreliv end en dansk skov, og opklare hvilke farer regnskoven i Bigai er udsat for.
Hovedrollen: Eleven er med til at beskytte naturen, bevare dyrenes levevilkår og opdage ukendte dyrearter.
Holdopgave, Landbrug & Fødevarer
Klimaet er i knibe og har behov for, at de danske landmænd træffer klimavenlige valg. Du skal hjælpe landmanden Jonas med at pointere, hvad han allerede har af klimavenlige tiltag, og hvad han kan gøre for at blive endnu bedre. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan vi kan redde vores jord.
Hovedrollen: Eleven er klimahelt forklædt i gummistøvler og skal gøre det danske landbrug klimaneutralt.
7 tip: Sådan motiverer du de demotiverede
Her får du syv tip fra vores frivillige og projektmedarbejdere til at motivere de demotiverede elever, når I skal i gang med DM i Fagene.
- Giv eleverne ansvar: Gør dem til hovedrollen i opgaven (Se vores forslag i vores resume af DM i Fagene-opgaverne)
- Dramatiser opgaverne: Tal opgaven ind i deres liv - det kan de alle (Se vores forslag i vores resume af DM i Fagene-opgaverne)
- Fortæl om præmierne: 2.000 kroner til egen lomme, en gavekurv og et besøg på casevirksomheden
- Gør det klart for eleverne, at de får mulighed for at forstå, hvordan man arbejder i den virkelige verden og hvordan det, man lærer i skolen, rent faktisk kan bruges hos virksomhederne
- Alle hjælpemidler er tilladte – spørg gerne en ven
- Fortæl at virksomhederne ser de bedste besvarelser og endda anvender dem
- Kreativitet og innovativ tankegang er meget vigtigt