Om DM i Fagene
DM i Fagene er Danmarks største konkurrence i skolens fag for elever i 7., 8. og 9. klasse. Konkurrencen har eksisteret siden 2016 og drives af Danske Skoleelever med støtte fra Børne- og Undervisningsministeriet samt Novo Nordisk Fonden.
Konkurrencen består af seks discipliner, som kobler skolefag med omverden og erhvervsliv gennem virkelighedsnære caseopgaver. Hvert år arbejder deltagerne med aktuelle problemstillinger formuleret af danske og internationale virksomheder. Opgaverne udfordrer elevernes faglighed og kreativitet og bidrager samtidig med nye indsigter til virksomhederne gennem elevernes perspektiver og viden. Konkurrencen afvikles i to runder: den indledende runde, som starter i uge 35 og finalen, som afholdes i uge 5 på DOKK1 i Aarhus.
Formålet med DM i Fagene er at sætte fokus på faglighed forankret i virkeligheden og give eleverne en konkret oplevelse af, hvordan deres viden bruges i praksis. I samarbejde med virksomheder udvikler Danske Skoleelever casebaserede opgaver, som løbende kvalitetssikres af eksterne fagtjekkere samt fagkonsulenter fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. På den måde sikrer vi, at de endelige opgaver både bliver virkelighedsnære og tager afsæt i det, som eleverne lærer i grundskolen.
Samtidig er DM i Fagene med til at udvikle eleverne både fagligt og personligt. Både den indledende runde og finalen bidrager til et læringsmiljø, hvor det er fedt at engagere sig, blive dygtigere og gå op i det, man laver og brænder for.

“For os elever er det helt afgørende at møde virkelighedsnær undervisning. Når teori kobles til virkelige cases, kan vi se meningen med den undervisning, vi modtager hver dag. Samtidig vækker det vores nysgerrighed og lyst til at lære mere. Det er jeg enormt stolt over, at vi i Danske Skoleelever kan være med til at understøtte med DM i Fagene,” – fortæller forperson for Danske Skoleelever 25/26, Magnus Herrmann.
Advisory board
DM i Fagenes Advisory board samler centrale aktører inden for skole-, erhvervs- og uddannelsesområdet. Tilsammen udgør de et bredt vidensgrundlag for projektet.
Advisory boardet fungerer som et rådgivende organ, der bidrager med viden, erfaring og perspektiver på tværs af fagområder og styrker dermed projektets strategiske udvikling og forankring som et landsdækkende, praksisnært læringstilbud.
Ambassadørkommuner
DM i Fagenes ambassadørkommuner bakker op om en virkelighedsnær skole og får samtidig adgang til særlige fordele for skolens i kommuner. Som ambassadørkommune er man direkte bindeled mellem DM i Fagene og kommunens skoleledere og lærere.
Samarbejdet er gratis, og man kan være med så længe, man ønsker det.
Tidligere års casevirksomheder
Bag DM i Fagene er forskellige virksomheder og organisationer, som hvert år leverer cases til den indledende runde samt finalen. Samarbejdet med relevante casevirksomheder er med til at sikre, at DM i Fagene skaber en kobling mellem fagligheden fra skolen og virkelige problemstillinger.

