Silje Sand går i 9. klasse og er elevrådsformand på Vinding Skole i Vejle, hun ønsker en skoledag der er varieret og mere motiverende for eleverne. Derfor har hun sammen med elevrådet afviklet konkurrencen DM i Fagene for alle skolens udskolingselever
”Jeg vil egentlig bare give eleverne flere rigtig gode dage og bidrage til en varieret skoledag. Efter et besøg fra Danske Skoleelever tog jeg et kig på vores muligheder og præsenterede de bedste for elevrådet, vi blev enige om, at DM i Fagene lød som en spændende konkurrence for vores skole – og så gik vi ellers i gang,” siger Silje Sand.
Silje aftalte derefter med skoleledelsen, hvilken dag det kunne lade sig gøre og derfra gik det stærkt. Silje fik koordineret med de frivillige fra DM i Fagene, hvornår de skulle komme og hjælpe med afviklingen, hun indkaldte til elevrådsmøde for at drøfte DM i Fagene, og hun sendte information ud til eleverne, så alle var klar.
En spændende og motiverende dag
Siljes initiativ blev den succes, hun havde håbet. De seks klasser i udskolingen sad på dagen klar med bøger, computer og noter, klar til at løse opgaver for Salling Group, Nationalmuseet, Randers Regnskov, DR, Landbrug & Fødevarer og Dansk Video Tekst.
”Caseopgaverne er fede, de giver et godt perspektiv, hvor man kan se, at det man lærer og det man kan, rent faktisk kan bruges til noget i virkeligheden. Det er en interessant måde at lære på, og jeg synes, vi skal gå efter mere samarbejde med virksomheder i fremtiden,” siger hun.
Eleverne på Vinding Skole er blandt de 10.000 elever, der nu har tilmeldt sig konkurrencen. De bedste fra hver region går videre til landsmesterskaberne i Aarhus, hvor 400 elever vil kæmpe om titlen som Danmarksmester i fagene matematik, dansk, engelsk, biologi, historie og den tværfaglige holdkonkurrence.
”Nu håber jeg bare, at nogen fra Vinding Skole går videre til landsmesterskaberne.”