Hvis du er elev og går i 7., 8. eller 9. klasse, kan du deltage i DM i Fagene. Her på siden kan du se, hvordan du gør. Det er let og helt gratis.
Du kan deltage i de regionale mesterskaber her på hjemmesiden fra den 2. september til den 29. november.

Du kan også hente alle informationerne som PDF HER
Du kan også se en kort video om, hvordan Jeppe deltager i DM i Fagene. Se videoen i bunden af siden

Opbygning

Her kan du læse en kort introduktion til DM i Fagene, få information om opgaverne og læse om, hvordan du deltager i DM i Fagene.

Om DM i Fagene

  • DM i Fagene er en landsdækkende konkurrence for alle elever i 7., 8. og 9. klasse.
  • DM i Fagene består af to runder: De regionale mesterskaber og landsmesterskaberne. De regionale mesterskaber afholdes fra den 2. september til den 29. november og foregår på en online platform fra DM i Fagenes hjemmeside. Landsmesterskaberne afholdes i Aarhus den 22. januar 2020 (det er gratis at deltage).
  • Du kan dyste i dansk, matematik, biologi, historie og engelsk samt en tværfaglig holdopgave.
  • Du dyster mod andre elever fra din egen årgang i din egen region i Danmark i de regionale mesterskaber. I hver region går de bedste elever fra hver årgang videre til landsmesterskaberne i de individuelle mesterskaber. Til holdmesterskaberne går de bedste hold fra hver årgang fra hver region videre til landsmesterskaberne.
  • Til landmesterskaberne dyster alle mod alle på tværs af årgang og region
  • Til både de regionale mesterskaber og landsmesterskaberne handler det ikke kun om faglige færdigheder, men også om kreative løsninger på udfordringer, som virksomheder har. Dvs. du får mulighed for at bruge det, du lærer til dagligt i undervisningen, til at løse udfordringer, som rigtige virksomheder har.

Opgavebesvarelsen er inddelt i 4 dele:

1. Indledende spørgsmål – ca. 5 minutter (der er IKKE tid på opgaven)
2. Færdighedsopgaver – 15 minutter (der er tid på opgaverne)
3. Caseopgave fra en virksomhed – 45 minutter (der er tid på opgaven)
4. Feedback – ca. 15 minutter (der er IKKE tid på opgaven)

I alt: 1 time og 20 min.

Om opgaverne i de individuelle mesterskaber

Indledende spørgsmål (ca. 5 min.)

  • Først vil du møde nogle spørgsmål. Her kan et spørgsmål f.eks. være: ”Hvor har du hørt om DM i Fagene?” Dit svar bliver ikke bedømt.

Færdighedsopgaver (15 min.)

  • Du har 15 minutter til at løse en række færdighedsopgaver.
  • Der er tid på hver enkelt opgave, som tæller ned. Når tiden er gået, SKAL du have besvaret spørgsmålet. Herefter bliver du automatisk ført videre til næste opgave.

Caseopgave fra en virksomhed (45 min.)

  • Her møder du en større opgave. Opgaven er stillet af en virksomhed, som har brug for din hjælp.
  • Du har 45 minutter til at løse opgaven. Uret tæller ned.

Feedbackopgave (ca. 15 min.)

  • Du skal give feedback til en anden elevs besvarelse af caseopgaven.
  • Du vil møde en række spørgsmål, der f.eks. lyder: ”Har eleven besvaret både opgave A og opgave B?” og ”På en skala fra 1-5, hvor velargumenteret er elevens svar?”.

Om opgaven i holdmesterskaberne

Indledende spørgsmål (ca. 5 min.)

  • Først vil I møde nogle spørgsmål. Her kan et spørgsmål f.eks. være: ”Hvor har du hørt om DM i Fagene?” Jeres svar bliver ikke bedømt.

Færdighedsopgaver (15 min.)

  • I har 15 minutter til at løse en række færdighedsopgaver.
  • Der er tid på hver enkelt opgave, som tæller ned. Når tiden er gået, SKAL I have besvaret spørgsmålet. Herefter bliver I automatisk ført videre til næste opgave.

Caseopgaven (45 min.)

  • I skal samarbejde om at løse opgaver med elementer fra alle 5 fag.
  • I har 45 minutter i alt. Husk at medregne den tid det eventuelt vil tage at copy/paste besvarelsen ind fra et dokument lavet på computeren.
  • Husk: Det er bedre at aflevere en smule i stedet for at bruge for lang tid på at lave det perfekt – for til gengæld at løbe tør for tid, inden besvarelserne er uploadede.

Feedbackopgave (ca. 15 min.)

  • Til slut skal I give feedback på en anden besvarelse af selvsamme caseopgave, som I lige selv har lavet. Der er ikke tid på denne opgave, så I kan fordybe jer i arbejdet med at give feedback.

HUSK:

  • Du må bruge ALLE hjælpemidler, når du løser opgaverne. I nogle af fagene er der videoer med både lyd og undertekster. Det er en god idé, hvis du har dine høretelefoner klar.
  • Du kan IKKE gå tilbage i opgaverne! Så klik ikke ”frem”, før du er helt færdig med opgaven.
  • Klik IKKE på tilbageknappen i din browser – du risikerer at miste dit svar.
  • Hvis du deltager individuelt, sidder du ved din egen computer.
  • Hvis du deltager på et hold, er det kun holdkaptajnen, der kan uploade jeres besvarelse, og I kan kun se opgaverne på holdkaptajnens computer. Men hav alligevel flere computere klar, da I kan få brug for dem til at løse opgaverne.

Hvordan kommer du i gang?

  1. Gå ind på app.dmifagene.dk.
  2. Log ind med dit UNIlogin.
  3. Udfyld alle linjerne på siden, der kommer frem. Vær særligt opmærksom på, om oplysningerne er korrekte. Hvis du kvalificerer dig til landsmesterskabet, får du nemlig besked via mail. Hvis du ikke svarer på mailen, er det den næste på “ranglisten”, der bliver inviteret.
  4.  Tryk på ”FORTSÆT”.
  5. Vælg, om du vil spille individuelt eller på hold.
  6. Hvis du vælger ”SPIL INDIVIDUELT”, bliver du nu bedt om at udfylde en forundersøgelse. Det tager ca. 5 minutter. Herefter får du vist de fag, du kan deltage i.

HUSK: Du kan kun deltage én gang i hvert af de fem fag samt én gang på hold.

Hvis du skal deltage på hold, gør hele holdet som beskrevet ovenfor til og med punkt 5, og derefter gør holdkaptajnen som beskrevet nedenfor.
Man går sammen på et hold af 4-6 elever, og sammen vælger man en holdkaptajn. Holdkaptajnen er den person, der skal oprette holdet, og vedkommende er den eneste med rettighed til at se, besvare og aflevere opgaverne.

  1. Tryk på ”OPRET HOLD”.
  2. Skriv holdets navn i feltet ”Holdnavn”.
  3.  Tryk på ”OPRET HOLD”. Holdkaptajnen bliver herefter sendt videre til holdets egen side.
  4. Nu trykker alle andre holdmedlemmer på ”SPIL HOLD” i menuen, hvor man vælger mellem individuel og hold.
  5. Holdmedlemmerne finder holdnavnet i oversigten over holdnavne. Hvis I ikke kan finde jeres holdnavn, så tast Ctrl+F (Windows) eller Cmd+F (Mac) for at få et søgefelt frem, hvor i kan indtaste holdnavnet. Når I har fundet holdnavnet på listen, så tryk på det.
  6. Tryk på ”VÆLG HOLD”.
  7. Nu skal holdkaptajnen genopfriske holdsiden (tryk på hjemmesideadressen i toppen af skærmen og tast Enter). Herefter vil holdkaptajnen få vist holdmedlemmernes anmodninger lige over den blå ”GÅ TIL KONKURRENCEN”-knap.
  8. Acceptér de andre holdmedlemmer ved at klikke på fluebenet ud for deres e-mailadresse.
  9. Når hele holdet er blevet accepteret og kan se sig selv på holdsiden, så tryk på ”GÅ TIL KONKURRENCE”.
  10. Holdkaptajnen bliver nu bedt om at udfylde en forundersøgelse. Det tager ca. 5 minutter.
  11. Når forundersøgelsen er udfyldt, kommer holdkaptajnen til en side med en dropdown-menu i toppen. Der er to muligheder: ”Individuelt” og holdets navn. Vælg holdets navn for at se holdkonkurrencen.
  12. Tryk på ”Hold” for at starte på holdopgaven.