
2025/26
Case: IKEA
IKEA er en svensk virksomhed, der sælger møbler og boligtilbehør i mange lande. Man kan opleve mange forskellige færdigindrettede udstillingsrum, f.eks. køkkener, stuer og soveværelser, som skal give inspiration til, hvordan man kan indrette sit hjem.
Bag disse udstillinger ligger et stort arbejde med indretning, organisering og logistik. Møblerne og rummene skal udnyttes bedst muligt, og udstillingerne skal både fungere i praksis og give et realistisk billede af, hvordan rummene kan bruges.
Der er mange forskellige typer medarbejdere. Nogle arbejder med logistik, hvor de sørger for, at varerne er bestilt og placeres de rigtige steder. Andre arbejder med indretning og design, hvor de laver rum og vælger møbler, så pladsen bliver brugt fornuftigt, og giver kunderne inspiration.
I IKEA er det vigtigt at være omkostningsbevidst. Plads koster penge, og derfor skal hver kvadratmeter bruges så effektivt som muligt. Det gælder både på lageret, i butikken og i de udstillinger, som kunderne ser. Man arbejder derfor hele tiden med at udnytte pladsen bedst muligt og skabe udstillinger, der er både funktionelle og realistiske.
Det kræver overblik, gode valg og brug af matematik.

2024/25
Case: MentorDanmark
Et skræddersyet match – lektiehjælp i øjenhøjde
Alle børn og unge fortjener at føle skoleglæde – derfor gør vi det sjovt at lære. Vi tilbyder lektiehjælp i alle fag i både grundskolen og gymnasiet. Vi skræddersyr ud fra den enkelte elevs behov, interesser og mål. Lektiehjælpen står vores dygtige mentorer for, som alle brænder for at give skoleglæden videre.
Matematik kan læres af alle
Matematik er det mest efterspurgte fag hos MentorDanmark. Derfor har de samlet et stort netværk af dygtige mentorer, der kan undervise i matematik på alle niveauer og i alle emner. Mentorerne har selv fået topkarakterer i matematik og kan med spændende og skræddersyet privatundervisning hjælpe andre med udfordringerne og gøre lektierne med matematik sjove.

2023/24
Case: Deloitte
Deloitte er det største konsulenthus i verden samt en af verdens største revisionsvirksomheder. Der er mere end 400.000 ansatte fordelt på over 140 lande. Deloitte er også Danmarks førende revisionsfirma med mere end 3.200 medarbejdere. Deres hovedkontor ligger i København, men de har også kontorer i Aalborg, Aarhus, Silkeborg, Kolding og Odense.
Deloitte arbejder med at rådgive og hjælpe kunder med revision og rådgivning inden for mange forskellige områder, blandt andet finansiel risikostyring og skat. Deres formål er at sætte et positivt aftryk hos deres kunder, medarbejdere og i det samfund, vi alle er en del af.
Som revisor hos Deloitte arbejder man bl.a. med at opstille og gennemgå kunders regnskaber. Deloitte modtager en lang række informationer fra deres kunder, som de efterfølgende gennemgår. Vi hjælper dem med at rette eventuelle fejl og rådgiver dem for at undgå disse fejl i fremtiden.

2022/23
Case: Molslinjen
Molslinjen er Danmarks største færgeselskab, med en flåde på 15 skibe fordelt på ni ruter. Selskabet blev startet tilbage i 1966, og siden da er der kommet flere færger og ruter til. Selskabet beskæftiger omkring 1200 medarbejdere fordelt på land og vand.
Molslinjen har taget de første skridt til den grønne omstilling, med indsættelsen af den 100 % elektriske færge ’Grotte’, som sejler mellem Esbjerg og Fanø.

2021/22
Case: Skovby Møbelfabrik
Skovby Møbelfabrik blev grundlagt i 1933. Virksomheden er nu blevet højteknologisk og menneskelige snedkere arbejder side om side med avancerede robotter.
Skovby Møbelfabrik arbejder aktivt med at træffe miljørigtige valg. De oplever, at kunderne begynder at stille større krav til møblernes bæredygtighed og CO2-udledning.
2020/21
Case: EnergiTjenesten
EnergiTjenesten tilbyder uvildig og skræddersyet rådgivning om energibesparelser og vedvarende energi. Den er en af de få uvildige instanser på området og er repræsenteret i alle Danmarks regioner med sekretariat i Aarhus.
Deres indsats er rettet mod de mindre energiforbrugere. Først og fremmest tilbyder EnergiTjenesten rådgivning til de danske husholdninger, men deres arbejde rækker også ud til skoler, byggeri, erhverv og kommuner.
2019/20
Case: Salling Group
Salling Group er en af Danmarks største detailhandelskoncerner med mere end 1500 butikker fordelt på kæderne føtex, Bilka, Netto, Salling og BR. Desuden ejer de en række store lagre, som samler varer fra leverandørerne og sender dem ud til butikkerne. Et af disse lagre er Nettos Centrallager i Køge, hvorfra alle Netto-butikker i Danmark modtager deres varer.
Salling Group har på baggrund af et stort ønske fra medarbejdere og butikker arbejdet for at forbedre arbejdsmiljøet samt deres samlede effektivitet. Her spiller maskiner en vigtig rolle grundet deres hastighed og fleksibilitet.
2018/19
Case: ÅF
ÅF er en ingeniør- og designvirksomhed inden for områderne infrastruktur, energi, industri og digitale løsninger. Samlet set har ÅF mere end 10.000 medarbejdere fordelt på kontorer i over 30 lande. I Danmark beskæftiger ÅF cirka 530 medarbejdere inden for områderne byggeri, arkitektur, industri, infrastruktur og lysdesign. Deres mission er at skabe bæredygtige ingeniør- og designløsninger. Det gør de ved at rådgive effektivt og enkelt ud fra nutidens krav og med et vågent øje til fremtidens udfordringer.
ÅF har ydet komplet ingeniørrådgivning på byggeriet af Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX Campus Katrinebjerg, i Aarhus.


















